20 favoritter fra 2024
2024 vil nok især blive husket for længeventede comebacks, men årets bedste udgivelser kom fra nogle af dem, der først lige er begyndt.
Ny musik er vigtig! For nye indtryk, hvad end det er fra rejser, biografture eller koncerter, sætter dybe aftryk i os.
En væsentlig del af mit 2024-soundtrack er musik fra 2023, som først dukkede op på min radar i år — heriblandt suveræne udgivelser af Nourished by Time, a.s.o., Video Age og Loverman. Det gjorde dem bestemt ikke dårligere, at jeg først opdagede dem i år. For det nye behøver jo heldigvis ikke at være en nyhed for alle andre. Det vigtige er, at oplevelsen er ny for modtageren. Så husk at have antennerne ude i alle retninger. Det lønner sig altid.
Jeg håber, 2025 vil bringe masser af ny musik ind i dit liv. Du kan starte med min playliste, som stadig er god i næste måned — og garanteret også måneden efter.
Afgjort ved målfoto
Lad os starte med dem, der lige akkurat kom for sent over målstregen. De er alle så gode, at jeg stadig gerne vil anbefale dem.
Flere af mine favoritter var tilbage med lytteværdige udspil. Radiohead-stiklingen The Smile voksede sig større med to opfølgere på den fremragende debut, og de lykkedes bedst med deres gloomy indie rock på Wall of Eyes. Ovenpå en afstikker udi moderne motown blev St. Vincent genfødt som fandenivoldsk rockgudinde på All Born Screaming. Sagnomspundne The The brød 24 års albumtørke med Ensoulment for at tage temperaturen på tidsånden og spidde forlorne magthavere med poetisk præcision. Vampire Weekend romantiserede over hjembyen New York på Only God Was Above Us — den femte iteration af deres sprælske og akademisk indie rock. Mit danske favoritband Spleen United fik hug af anmelderne for deres U-vending på The Blur of Zebras, men jeg hører mange lyspunkter i deres solbeskinnede psych pop. Alle er fine tilføjelser til diskografien, men de vil stå i skyggen af tidligere værker. Og dem fortæller jeg gerne mere om, hvis du har et par timer!
Tre toneangivende solister havde godt nyt til os. Den britiske guitar-virtuos, Nilüfer Yanya, fortsatte sit indie rock-triumftog med My Method Actor — hendes tredje album på fem år. Michael Kiwanuka, den ukronede konge af nænsom indie soul, lod sin fløjlsbløde røst svæve over de blide arrangementer på Small Changes, der er produceret af Danger Mouse og Inflo. Den evigt produktive Helado Negro havde flere luftige og lune popnumre i ærmet på Phasor, der ligesom den fremragende forgænger er udgivet på hæderkronede 4AD. Alle tre kan være tilfredse med nyeste kapitel.
Et par gedigne debutplader viste os oplagte bud på morgendagens stjerner. English Teacher levede op til hypen og høstede tilmed den ombejlede Mercury Prize for debutpladen This Could Be Texas, der fletter spændstig indie rock, Yorkshire-accent og tongue twister-lyrik. Multitalentet Emma Sehested Høeg cementerede sin position som tidens bedste danske popmusiker på den sjælfulde, stilrene og forførende I Know All The Words But I Can’t Say Goodbye. New Zealand-trioen Office Dog kanaliserede Built to Spill, Dinosaur Jr. og ligesindede støjende indie rock-helte på Spiel. Alle tre udgivelser lover virkelig godt for fremtiden.
Der var ikke langt til det næste tætpakkede dansegulv i år. The xx-medlemmet Jamie xx afsluttede ni års soloalbumtørke med den stjernespækkede og sample-tunge In Waves, der går direkte i danseskoene. Popdronningen Dua Lipa havde Kevin Parker og andre prominente venner i producerstolene på sit tredje album, Radical Optimism, der er stopproppet med dramatiske, radiovenlige hooks. Charli XCX ramte tidsånden så rent med BRAT, at hun blev bannerfører for sommerens største kulturelle fænomen. Jeg kiggede forbi, men tog også videre til næste fest.
Fra nattefesterne til de langsomme morgener. Hurray for the Riff Raff bearbejdede sorgen over at miste et nært familiemedlem med magelig americana på deres ottende studiealbum, The Past Is Still Alive. De håndspillede og hjertevarme oder til moderskabet stod skulder mod skulder på Laura Marling-albummet Patterns in Repeat, der stråler af omsorg og dyb affektion. Faye Webster leverede underspillet indie rock med vanlig charme og glimt i øjet på Undressed at the Symphony. Smæk dem på anlægget, og lad morgenkaffen gøre arbejdet.
Intet musikår uden rockmusik i alskens vægtklasser. Svenske Dina Ögon var retur med deres tilbagelænede fusion af pop, rock og soul på Orion, der dufter af barndommens uendelige somre. Levitation room ledte os på et pangfarvet syretrip på Strange Weather, L.A.-bandets tredje album, der giver genklang af Summer of Love og Woodstock. I modsatte ende af kontinentet havde Brooklyn-bandet Crumb snablen nede i samme psykedeliske skattekiste på Amama. Peel Dream Magazine flettede organiske og mekaniske toner på Rose Main Reading Room, der automatisk sender tankerne i retning af Stereolabs fabelagtige Dots and Loops. Trioen Spirit of the Beehive udgav deres femte album, You’ll Have To Lose Something, der svinger mellem melodiøs slacker rock og gruopvækkende lydkollager, der snildt kunne være hugget fra en gyserfilm. Giv dem et spin — og husk at skrue op!
Alle anbefalingerne har fundet vej til Spotify-playlisten. Og med de ord tager vi fat på top-20-listen.
#20: Real Estate — Daniel
Brooklyn-bandet Real Estate forlænger den flotte formkurve med deres sjette studiealbum, Daniel.
Formularen er efterhånden velkendt: De vemodige indie rock-sange er badet i blå toner og tilsat et strejf af country. Pladen er trods alt indspillet i Nashville.
Bandet har opbygget et imponerende bagkatalog, og ingen af de 21 sange, de havde med i Lille Vega i efteråret, gav anledning til at ramme baren eller toiletterne. Så jeg er der også næste gang.
#19: The Cure — Songs of a Lost World
“Every time you kiss me, I could cry, she said. Don’t tell me how you miss me, I could die tonight of a broken heart”.
Sådan indledes A Fragile Thing, en stærk kandidat til titlen som årets bedste sang. Hvis ordene blev sunget af Chris Martin eller Bono, var pupillerne rullet ind i kraniet, men når ordene kommer fra Robert Smiths røde mund, gennemlever jeg en altopslugende hjertesorg.
Songs of a Lost World, goth rock-pionerernes første album i 16 år, er på mange måder et mirakel. For det er sgu vildt, at Robert Smith knap 50 år inde i karrieren stadig synger som en drøm, at han stadig kan skrive en sang som A Fragile Thing, og at han stadig kan give mig en tåre på kinden. Miraklernes tid er ikke forbi.
#18: DIIV — Frog in Boiling Water
Sorte skyer samles over DIIVs fjerde album.
Frog in Boiling Water bobler over med paranoid doomsayer-shoegaze. Og når de glødende guitartemaer først får fat, udvikler de sig til altødelæggende skovbrande.
Hvor forgængeren Deciever kredsede om afhængighed, vendes blikket nu ud mod det postfaktuelle, hyperkommercielle samfund. Og prognoserne for civilisationen er kulsorte.
Jeg blev fuldstændig blæst bagover på Pumpehuset i 2020 og senest i Store Vega for få måneder siden, så jeg kan kun anbefale at fange dem næste gang, de er i landet.
#17: Adrianne Lenker — Bright Future
I knap 10 år har Big Thief været klodens mest vitale indie folk-band. Sideløbende har frontfiguren Adrianne Lenker udgivet en perlerække af soloudgivelser.
De skrøbelige folksange på Bright Future, hendes sjette soloudspil, er skrællet helt ind til benet. Tilbage står Lenker i rollen som betroet livsvidne, der nænsomt skildrer komplekse følelser på tværs af aldersskel — fra barndommens eufori over ungdommens utopi til alderdommens melankoli.
Med hendes unikke evne til at sætte ord på forskellige livsfaser med hjertevarme og autenticitet ville hun kunne optræde til navngivninger, bryllupper og begravelser — og være den perfekte booking alle stederne.
#16: MRCY — VOLUME 1
Er du til Jungle, Leon Bridges eller Thee Sacred Souls? Så skal du spidse ører nu!
UK-duoen MRCY er det nyeste skud på den stamme. Debutpladen VOLUME 1 er et farvestrålende mix af moderne soul, funk og R&B. Her er lutter solskin, hofteruskende beats og silkeblød skønsang. Alt i alt det perfekte bagtæppe til forfesten.
MRCY var support på Black Pumas’ forårstour, men det er et spørgsmål om tid, før de selv kan drage ud i verden som hovednavnet.
#15: This is Lorelei — Box for Buddy, Box for Star
Den amerikanske singer-songwriter Nate Amos hviler ikke på laurbærrene. Sidste år udgav han ny musik med sit band Water From Your Eyes, og denne sommer landede det første deciderede album under aliasset This is Lorelei.
Box for Buddy, Box for Star er en elskværdig krydsning af indie rock, americana og elektroniske eksperimenter. Her demonstrerer Amos en imponerende spændvidde — fra power pop-hittet I’m All Fucked Up over den The Postal Service-klingende Perfect Hand til den vidunderlige Two Legs, der lyder som en glemt Elliott Smith-single. Det er umiddelbart og fandens iørefaldende.
Lad os krydse fingre for, at han tager albummet med til Danmark i 2025.
#14: TAMTAM — Ramble in the Rainbow
EP’er finder sjældent vej til mine årslister. Fuldlængder har trods alt dobbelt så lang tid til at imponere. Men når alle fem sange på en EP går rent hjem, fortjener det en plads i det fine selskab.
TAMTAM spiller tilbagelænet, swingende psych pop. Tokyo-bandets første internationale udgivelse, Ramble in the Rainbow, maler eventyrlige billeder af snedækkede bjergtoppe, blomstrende kirsebærtræer og spejlblanke søer.
Har du hang til Khruangbin, Dina Ögon og Orions Belte, skal du stoppe med at læse videre og straks smide TAMTAM på anlægget.
#13: Being Dead — EELS
Spænd sikkerhedsselen. Vi skal ud på en bumletur.
Den brandvarme Texas-trio Being Dead fræser ud ad landevejen på deres andet album, EELS, og det er umuligt at forudse slutdestinationen. Bagagerummet er fyldt med skramlet surf rock, og bilen kører på en sprængfarlig cocktail af uspoleret spilleglæde og vanvittig idérigdom. Det er uprætentiøst og fuldstændigt uimodståeligt
Før jeg så et billede af bandmedlemmerne, forestillede jeg mig, at det var Scooby Doo-skurke, der tæskede løs på instrumenterne. Men når medlemmerne i bandet kalder sig Falcon Bitch, Shmoofy (tidligere Gumball) og Ricky Moto, så er det jo egentlig ikke helt ved siden af.
Bandet gæster Ideal Bar 13. februar. Ses vi!?
#12: Clairo — Charm
Den amerikanske singer-songwriter Clairo scorer flot album-hattrick med endnu et pletskud.
I 2019 albumdebuterede hun som 21-årig med introvert coming of age-indie pop på Immunity, og i 2021 kastede hun sig over nænsom indie folk og arven fra Joni Mitchell på opfølgeren Sling.
På tredje album, Charm, finder hun igen inspiration i 1970’ernes musikalske skatkammer, men denne gang prøver hun kræfter med guldrandet soft rock. Det gør hun så fortrinligt, at det har kastet en Grammy-nominering for Best Alternative Music Album af sig. Og jeg har støvet den gamle ruskindsjakke af for at vise min support.
#11: PACKS — Melt the Honey
Toronto-bandet PACKS spiller lo-fi indie rock med knas på guitaren og forrygende sans for catchy hooks.
Melt the Honey, bandets tredje plade på fire år, suser igennem 11 korte knaldperler på under en halv time. Ingen grund til at trække tingene i langdrag her.
Selvom bandet er fra Canada, og pladen er indspillet i Mexico, klinger musikken amerikansk og stammer nok snarere fra samme surdej som Pixies, Pavement og nyere bands som Feeble Little Horse og Wednesday. Så hvis du er til en eller flere af dem, er her et oplagt supplement til playlisterne.
#10: MJ Lenderman — Manning Fireworks
Amerikanerne har en stolt tradition for singer-songwriters, der bevæger sig i krydsfeltet mellem alternativ rock og country. MJ Lenderman er næste i rækken til at bære faklen videre.
Wednesday-guitaristens fjerde album, Manning Fireworks, drives frem af et nydeligt parløb mellem Lendermans sørgmodige vokal og et hav af syngende guitarer. Sangene omhandler oftest de mange mennesker på samfundets rand, for han har selv været der: “So you say I’ve got a funny face. It makes me money”, som han køligt konstaterer på Wristwatch.
MJ Lenderman voksede op med guitarheltene Sparklehorse og Songs: Ohia. Om 10–15 år vil et nyt kuld af musikere sige, at det hele startede med MJ Lenderman.
#9: Nia Archives — Silence Is Loud
Britisk musikkultur har altid været flittig til at inkorporere nye strømninger fra varmere himmelstrøg — og især fra Jamaica.
Den britiske DJ og producer, Nia Archives, er vokset op i en musikglad familie med jamaicanske rødder, hvor bedstemoren kørte sin egen piratradiostation. Så det er naturligt, at hendes Mercury Prize-nominerede debutplade, Silence Is Loud, udspringer af en malmstrøm af inspirationskilder — fra Burials Untrue og IDM til britpop og Madchester. Resultatet er årets mest ekstatiske dansefest, et melodiøst mix af jungle og drum and bass, der virker bedre end energidrik, når hjernen skal i gang.
Bag de hårdtarbejdende trommer står 13 stærke popsange, så selv hvis du ikke normalt er til genren, bør du give det en chance.
#8: Beth Gibbons — Lives Outgrown
2024 manglede ikke comebacks, men særligt én tilbagekomst svævede højt over resten.
Med sit band Portishead pionerede og populariserede Beth Gibbons trip hop-genren. 30 år efter udgivelsen af deres stilskabende debut, Dummy, skænkede hun os i år sit første deciderede soloalbum.
Lives Outgrown er en dybt personlig refleksion over livet. Om moderskab og overgangsalder, angst og dødelighed. Den er en nærmest spirituel afart af orkestral pop, der blander traditioner fra flere verdenshjørner. Stjerneproduceren James Ford bidrager med vibrafon, dulcimer, cello og over 30 andre instrumenter på albummet, og det giver lydbilledet en utrolig dybde. Mere om ham senere.
Vi ses under teltdugen på RF25!
#7: Sam Evian — Plunge
Den amerikanske singer-songwriter Sam Evian slap sit fjerde studiealbum i det spæde forår.
Plunge er lige dele indie rock, psykedelisk pop og americana. Den har dybe rødder i 1970’erne, og Evian har nok især skævet småforelsket til George Harrisons tidligere soloplader.
Pladen er indspillet live i studiet med bedste venner bag instrumenterne, blandt andre Big Thiefs Adrianne Lenker. Det er måske derfor, den stråler af godt selskab og en forfriskende umiddelbarhed.
Fans af netop Big Thief, men også Alex G og Steve Gunn, bør tage en frisk dukkert med Sam Evian og vennerne.
#6: Mannequin Pussy — I Got Heaven
Hvis du ikke blev skræmt væk af bandnavnet eller albumcoveret, kan du nu se frem til et historisk møgfald. Det har heldigvis aldrig før føltes så godt at blive råbt ad.
Mannequin Pussys fjerde album, I Got Heaven, er et beskidt kludetæppe af konfronterende indie rock og punk med spyt i ansigtet og velplacerede knytnæver i mellemgulvet.
Bandet mestrer loud-quiet-loud-dynamikkerne og veksler mellem at stryge med hårene og kradse til blods: Fra skønsang til skrål, fra skrappe pop-hooks til bidske energiudladninger.
Der er noget sært dragende over I Got Heaven, og når man først har prøvet at få ørene i maskinen, kravler man ofte tilbage efter mere.
#5: Fontaines D.C. — Romance
Alle elsker Fontaines D.C.! Musikpressen, koncertgængere og selv Elton John elsker dem. Det er faktisk kun Oasis, der ikke bryder sig om dem.
Sammen med bands som Shame, Squid og Idles satte de skub i seneste bølge af post punk revival. Men siden 2019-debuten Dogrel har de med hver udgivelse gradvist bevæget sig ud af skyggerne. Med Romance træder de ind i rampelyset på de største scener. Og de lyder, som var de født til det.
Vejen mod mainstream har åbenlyse faldgruber. Med hjælp fra James Ford har Dublin-bandet formået at pakke albummet med uimodståelige rock-anthems og samtidig bevare ærgerrighed, hjerte og nerve.
Bandets imponerende himmelflugt bringer dem forbi RF25 til sommer. Ses vi der?
#4: Crows — Reason Enough
I 2022 strøg britiske Crows til tops på min liste med det års bedste post punk-udgivelse. Allerede to år senere gentager historien sig selv.
Opskriften på London-bandets tredje plade, Reason Enough, adskiller sig ikke væsentligt fra forgængerne: krystalklare guitartemaer, bomstærk bas, tight trommer og forsanger James Cox’ ekspressive baryton-vokal. Og deres mesterlige sans for melodier og buldrende energiudladninger vil give genklang hos fans af Interpol såvel som Idles.
Bandets koncert på Loppen i efteråret var en totaloplevelse, der sad i kroppen i flere uger. Et besøg på en dansk festival til sommer er højest på min ønskeseddel.
#3: Jessica Pratt — Here in the Pitch
2024 bød på et glædeligt gensyn med en enestående stemme på inde folk-scenen.
Den L.A.-baserede Jessica Pratt maler betagende lydlandskaber med få penselstrøg. På Here in the Pitch, hendes fjerde album, kunne motivet ligne en lun sommerdag i Golden Gate Park anno 1967. Sirlige guitarstrøg fylder luften, men det er som altid Pratts distinkte, skrøbelige røst, der stjæler billedet. Det er et fortryllende syn, der vil pryde enhver dagligstue.
Pratt pakker guitartasken med sine luftige folksange til sommer og slår heldigvis et smut forbi RF25. Vi mødes til højre for scenen!
#2: The Last Dinner Party — Prelude to Ecstasy
Kvintetten The Last Dinner Party har gang i en vaskeægte kometkarriere.
Deres Mercury Prize-nominerede debutplade, Prelude to Ecstasy, er et velsmagende sammenkog af teatralsk indie rock og barok pop med noter af Sparks, Queen og The Strokes. Tilsæt Shakespeare-level dramatik og æstetik, placer James Ford i producerstolen, og krydr med halvt symfoniorkester — voila! Så har du en spektakulær hitparade og årets med længder bedste debutplade.
Bandet er beskyldt for at være såkaldte industry plants, som er noget, mavesure mænd kalder unge succesfulde kvinder. Men alle os, der har lyttet til pladen eller set dem optræde, kan skrive under på, at det her er et af tidens mest talentfulde bands.
#1: Magdalena Bay — Imaginal Disk
I sensommeren rakte en hånd ned fra himlen og penetrerede min pandebrask med et album, der nu har brændt sig fast i min bevidsthed.
Imaginal Disk, det andet studiealbum af duoen Magdalena Bay, er et hitspækket, maksimalistisk mesterværk, der vil alting og på mirakuløs vis lykkes med det hele.
Pladen er en farvestrålende eksplosion af synth pop, der ubesværet absorberer en galakse af stilarter — fra psych rock og shoegaze til disko, yacht rock og dream pop. Den suser afsted som en uforudsigelig rutsjetur med dynamiske temposkift, kalejdoskopiske intermezzoer og euforiske højder. Hver sang er et studie i opbygning og forløsning, hvor et endnu større klimaks venter bag næste sving, og jeg har nærmest haft dem alle i A-rotation.
Musikken er svøbt i retrofuturistiske klæder og kitch Y2K-nostalgi, der smelter sammen i skøn forening og glider over i deres Peter Gabriel-inspirerede musikvideoer og medrivende liveshows.
Albummet er produceret af duoen selv og mixet af Dave Fridmann, der tidligere har hjulpet bevidsthedsudvidende hovedværker af Flaming Lips, Tame Impala og MGMT til verden. Sammen har de skruet på knapperne, så albummet også på et sonisk plan skiller sig ud i stjernevrimlen som en lysende triumf.
Min soleklare favoritplade fra 2024 lukker året som nr. 1 på rateyourmusic.com, så jeg er ikke den eneste med CD’en roterende på indersiden af skallen. Og måske er du den næste?
Magdalena Bay har kurs mod mælkevejen med lysets hastighed. Heldigvis svinger de først forbi Roskilde Festival til sommer. Det bliver den perfekte anledning til at overvære kometen, før den forsvinder videre på stjernehimlen.
